For mange år siden da jeg stiftede bekendtskab med NLP, læste jeg med stor fornøjelse Richard Bandlers bog ”Brug hjernen- til en forandring”. Det var her det for alvor gik op for mig i hvor høj grad vi selv kan programmere tankemønstre og den indre dialog til at udvikle mere produktive holdninger og handlinger. Vi er i høj grad et produkt af vores tankesæt!

I dage tales der mere og mere om at slå hjernen fra, – bevidstheden fra, for at give plads til kreativitet og innovative tanker. Scharmers meget roste U-teori fra 2008, handler netop om vigtigheden af at kunne nulstille og give slip.

For et par dage siden så jeg på ingeniørens nyhedsside endnu en ”ny teori” af en australsk forsker med overskriften  ”Elektrisk tænkehat tredobler evnen til at løse matematik”. På sand Georg Gearløs vis, gik forsøget ud på at man blev udstyret med pandebånd og våde svampe, hvorefter man fik stimuleret højre hjernehalvdel (kreativitet, nye erkendelser) og hæmmet venstre hjernehalvdel(analyse,steriotypi) ved hjælp af elektriske impulser i tindingelappen, for derved at stimulere kreativiteten i opgaveløsningen. Resultatet var forbløffende, sandsynligheden for at løse opgaven blev tredoblet!

Min sunde fornuft siger mig, at det vel handler om at have overskud,- overskud til at være openminded, turde slippe kontrollen, lege og tænke ud af boksen….

Men jeg har nu alligevel lyst til at prøve det med tænkehatten- altså ikke fysisk, da jeg er skrækslagen for strøm. Da tankens kraft er stærk medicin, vil jeg i stedet forsøge at visualisere situationen med min helt egen designede tænkehat næste gang jeg står i en relevant problemstilling……………

”Når jeg ser på mig selv og mine tankemetoder, må jeg konkludere, at fantasiens gave har betydet mere for mig end evnen til at tilegne mig ny viden”, Albert Einstein

I flere år har jeg sammen med familien, venner og bekendte deltaget i VASALOPSUGEN i Mora i Sverige. De seje løber 90 km på langrend, jeg deltager i Tjejvasan, – 30 km sammen med knap 9000 kvinder. Hvert år når vi tager hjem, beslutter jeg mig for at være i bedre form næste år. Problemet er bare at jeg ret beset er doven og ikke rigtigt kan tage al den træning alvorlig. Og er det ikke flintrende ligegyldigt om man bliver nr. 3000 eller 3550 eller…….? Det skal være sjovt, turen skal nydes og pauserne tages ved de mange pit stops med varm blåbærsuppe og pausestemning. Så træningen begrænses til langrendsløb i Orsa Grønklit i ugen op til konkurrencen i afslappet stil- rigeligt med rødvin, for det er jo bare for sjov!

Men så sker det, hvert år samme mønster: Jeg står i det startled, jeg er blevet tildelt og får mig som regel mast forrest i rækkerne. Ved start farer jeg af sted i et tempo, jeg slet ikke kan holde til. Jeg hader at blive overhalet… Sidste år indtraf så katastrofen på et tidspunkt, hvor fysiologien så småt havde indstillet sig på at arbejde  efter 15 min, hvor det susede for ørene og pulsen langt oversteg det (for mig)ansvarlige, – den ene ski sprang af! Horder af kvinder overhalede mig og jeg sprang for livet ud af sporet. I min ophidselse tabte jeg fuldstændig fatningen, forsøget at banke løs på skibindingen, men lige meget hjalp det, den holdt ikke grebet i støvlen. Helt ude af fatning ringede jeg til min mand, medens kvinder i hundredevis  fortsat drønede muntre forbi. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, at den stakkels mand kunne udrette i 30 km afstand… Så pludselig var der en storsmilende tjej (kvinde) som stoppede op, trøstede og på kort tid fik banket isen ud af bindingen. Hvilken overskudsagtig og uegennyttig handling! Super taknemmelig begav jeg mig videre og besluttede mig for udvise samme generøsitet, i fald det blev aktuelt. Men uanset hvor meget jeg tænkte i ”burde”- så oksede jeg blindt videre, som om fanden var i hælene på mig. På et tidspunkt passerede jeg min frelsende engel. PASSEREDE,- stoppede ikke engang op for at følges med hende i bare 5 min., for at udtrykke min taknemmelighed for at hun havde sikret min gennemførsel af løbet. Det har jeg tænkt over mange gange siden og i år har jeg besluttet mig. Jeg vil udvise overskudsholdning, må slå  bevidstheden til, tage kontrollen over konkurrencegenet og tage det ”lugnt”. Jeg vil stille mig allerbagest i mit led med nummerlap 5680 og køre løbet med overskud til også at kunne udvise søsterkærlighed og stoppe op………………tror jeg nok.

HONNINGDEPOTER

At have mod til ALTID at stå op for sine værdier, uden skelen til om ens synspukter harmonerer med ”blå blok”,”rød blok” eller ….., kræver overskud og en stålsat personlig integritet. Tøger Seidenfaden var på det felt helt unik. Af de uendeligt mange kloge citater, er der især et, som jeg holder meget af, – et hvori han røber hemmeligheden til, hvordan han fastholdt sit kæmpe overskud:

”Skal man have et godt liv, er det nødvendigt med honningdepoter. Og helst også faste parkeringspladser på tidslinjen. Hvad jeg mener med det? Honningdepoter er noget godt, man går og glæder sig til. Det kan ”bare” være en hyggestund med familien, det kan være en bog, en film, et møde; et eller andet, man på forhånd ved, at man vil nyde, der ligger og venter på én et par dage forude. Hvis man ikke hele tiden har et par honningdepoter liggende derude, bliver det hurtigt gråt bare at stå op om morgenen. Selv har jeg hele tiden masser af depoter liggende forude, og jeg kan stærkt anbefale metoden. Den er nem at bruge. Det behøver jo ikke at være andet end en pose spejderhagl, man ved, kan fås i DSB-kiosken. Det kan selvfølgelig også være Nobelprisen i Litteratur, der skal afhentes. Det er bare sværere at arrangere”

Annette